Ruxolitinib CAS 941678-49-5

Ruxolitinib bruges til at behandle mellemliggende eller højrisiko myelofibrose, herunder primær myelofibrose, post-polycytæmi vera myelofibrose og post-essentiel trombocytæmi myelofibrose. Myelofibrose er et livstruende knoglemarvsproblem, som viser sig ved følgende symptomer: forstørret milt (splenomegali), alvorlig kløe, feber, nattesved, vægttab, knoglesmerter eller usædvanlig træthed eller svaghed. Det bruges også til at behandle polycytæmi vera hos patienter, der tidligere er blevet behandlet med hydroxyurinstof, som ikke virkede godt.
Ruxolitinib bruges også til at behandle akut graft-versus-host-sygdom (aGVHD) hos patienter, der er blevet behandlet med anden medicin (f.eks. steroider), som ikke virkede godt. Det bruges også til at behandle kronisk graft-versus-host-sygdom (cGVHD) hos patienter, der er blevet behandlet med 1 eller 2 tidligere behandlinger, der ikke virkede godt.

Ruxolitinib er en type målrettet kræftlægemiddel kaldet en kræftvækstblokker. En kræftvækstblokker blokerer vækstfaktorerne Åbn en ordliste, der udløser kræftcellerne til at dele sig og vokse. Ruxolitinib virker ved at blokere et gen. Åbn en ordliste, der er vigtig ved fremstillingen af ​​blodceller. Åbn en ordliste. Dette gen kaldes Janus Associated Kinases 1 eller 2 (JAK 1 eller JAK2).
Du skal tage en blodprøve for at tjekke for JAK-genændringen, før du starter behandlingen.

Ruxolitinib kommer som en tablet til at tage gennem munden. Det tages normalt med eller uden mad to gange om dagen. Tag ruxolitinib på cirka de samme tidspunkter hver dag. Følg anvisningerne på din receptetikette omhyggeligt, og spørg din læge eller apotek om at forklare enhver del, du ikke forstår. Tag ruxolitinib nøjagtigt som anvist. Tag ikke mere eller mindre af det, eller tag det oftere end din læge har foreskrevet.
Hvis du bliver behandlet for myelofibrose eller PV, kan din læge starte dig med en lav dosis ruxolitinib i de første fire uger af behandlingen og gradvist øge din dosis efter dette tidspunkt, ikke mere end en gang hver anden uge. Hvis du bliver behandlet for akut GVHD, kan din læge starte dig med en lav dosis ruxolitinib og øge din dosis efter mindst 3 dages behandling. Hvis du bliver behandlet for akut eller kronisk GVHD, kan din læge gradvist sænke din dosis af ruxolitinib efter mindst 6 måneders behandling.
Hvis du ikke kan få mad gennem munden og har et nasogastrisk (NG) sonde, kan din læge fortælle dig, at du skal tage ruxolitinib gennem nasogastrisk (NG) sonde. Din læge eller apotek vil forklare, hvordan du forbereder ruxolitinib til at give gennem et NG-rør.
Din læge vil bestille blodprøver før og under din behandling for at se, hvordan du påvirkes af denne medicin. Din læge kan øge eller reducere din dosis af ruxolitinib under din behandling eller kan fortælle dig, at du skal stoppe med at tage ruxolitinib i et stykke tid. Dette afhænger af, hvor godt medicinen virker for dig, dine laboratorietestresultater, og om du oplever bivirkninger. Tal med din læge om, hvordan du har det under din behandling. Fortsæt med at tage ruxolitinib, selvom du har det godt. Stop ikke med at tage ruxolitinib uden at tale med din læge. Hvis din læge beslutter at stoppe din behandling med ruxolitinib, kan din læge nedsætte din dosis gradvist.
Spørg dit apotek eller din læge om en kopi af producentens oplysninger til patienten.

Ruxolitinib var også generelt sikkert og veltolereret og gav meningsfulde reduktioner i splenomegali og symptomer hos patienter, der genstartede ruxolitinib efter behandlingsafbrydelse. I overensstemmelse med ruxolitinibs virkningsmekanisme var hæmatologiske bivirkninger den primære årsag til behandlingsafbrydelser. Hos de 207 patienter, der genstartede behandlingen efter afbrydelse af behandlingen, gav ruxolitinib reduktioner i følbar miltlængde og symptomer før og efter afbrydelse af behandlingen. Efter genstart af behandlingen var patienterne i stand til at blive på ruxolitinib ved en mediandosis på ≈10 mg to gange dagligt, og de fleste patienter krævede ikke en ny afbrydelse. Hyppigheden af ​​bivirkninger steg ikke efter genstart af behandlingen. Derudover var seponeringsfrekvensen efter genstart af behandlingen sammenlignelig med den, der blev observeret i den samlede undersøgelsespopulation. Det skal bemærkes, at der ikke var tegn på en abstinenseffekt efter seponering af ruxolitinib-behandling i denne gruppe af patienter.
Bivirkningsprofilen for ruxolitinib hos patienter med mellemhøj risiko var i overensstemmelse med den tidligere rapporterede hos patienter med højere risiko. Hyppigheden af ​​ikke-hæmatologiske bivirkninger var ens i begge grupper af patienter, selvom dem med højere risiko for MF rapporterede højere frekvenser af træthed (12,9 % versus 5,5 %). Herpes zoster-reaktivering blev observeret i begge grupper, hvor patienter med mellemrisiko rapporterede højere frekvenser af reaktivering (8,0% versus 3,6%).
Patienter med intermediær-1-risiko MF opnåede klinisk betydningsfulde reduktioner i miltstørrelse og symptomforbedring i overensstemmelse med dem, der ses hos intermediære-2- og højrisikopatienter, der er inkluderet i denne undersøgelse. I uge 24 havde lidt flere patienter med mellemliggende --risiko MF opnået en større end eller lig med 50 % reduktion fra baseline i palpabel miltlængde, end patienterne havde i den samlede population (henholdsvis 63,8 % versus 56,9 %); raterne var ens i uge 48 (60,5 % versus 62,3 %). Derudover opnåede en tilsvarende andel af patienterne i hver kohorte en større end eller lig med 50 % reduktion fra baseline i palpabel miltlængde på ethvert tidspunkt (samlet population, 69 %; patienter med mellemrisiko, 77,6 %). Mediantiden til en miltrespons var også ens (4,7 mod 5,1 uger). Ligeledes var andelen af ​​patienter, der opnåede klinisk betydningsfulde forbedringer i symptomer (≈30% til 40%) inden for det forventede interval og i overensstemmelse med det, der ses i den samlede JUMP-population (≈45% til 50%).